Enhver god optakt indeholder også en pæn portion tilbageblik, ikke kun til forgangne sæson, men en solid gennemgang af fortiden.

I tilfældet Derby County FC, en af de 12 såkaldte ”Founding Members” af den engelske liga, har vi med en af de bedst dokumenterede klubber i det britiske at gøre, så det handler mere om at begrænse end at søge info. Nedenfor følger, hvad jeg i år har valgt at fokusere på:

1. Da Derby County FC blev til.
2. De første FA Cup finaler.
3. Div. statistik over spillere.
4. Vinder af the FA Cup 1946.

1. Forhistorien.

Dels som et forsøg på at forbedre økonomien og dels som et tilbud til cricketspillerne om at holde formen ved lige henover vinteren (vinteren har fra fodboldens dag ét ikke afholdt briterne fra at spille fodbold, mens gærdesportens dagslange matcher ikke synes egnet hertil ) skabte Derbyshire County Cricket Club i 1884 en fodboldafdeling. Den kaldte cricketererne for Derby County FC, hvad der afstedkom megen palaver og polemik i den del af the Midlands.

Balladen om ”County”
Fx mente det lokale fodboldforbund, det var det eneste, der kunne lave et ”county”-mandskab, hvilket på sin vis en ganske rimelig antagelse, da ”county” lød af et udvalgt grevskabshold og ikke bare endnu et hold i et område med mange klubber. Cricketererne, hvoraf mange var berømmede gærdesmuttere, som også deltog i fodboldlivet i og omkring den nye klub, holdt dog på deres, hvorfor Derby County FC snart meldte sig ud af forbundet, hvad der selvsagt ikke mindskede kritikken af den nye klub. Derudover mente klubben St. Luke’s ligefrem, den var bærere af ”county”-ånden (hvad div. kilder faktisk også kunne tyde på), så St. Luke’s tog også afstand fra cricketklubbens initiativ.
En anden klub, Derby Midland, havde siddet på meget af fodboldflæsket i grevskabet, så den brød sig heller ikke om den nye konkurrent, som oven i købet også fremturede med en vis arrogance, skabt af cricketstjerner, som den jo var, og anså de omkringliggende hold som underleverandører til deres eget.
Derby Midland anklagede også snart Derby County FC for populært sagt at fiske spillere og i de endnu amatøristiske dage give penge under bordet ved klubskifter. Året efter etableringen af Derby County FC indførte the FA professionalisme under strikte regler for køb og salg og lønninger, hvad der dog ikke fik anklagerne til at forstumme. Pudsigt nok kom samme anklage fra andre lokale klubber som Heeley, Derby Junction og Staveley, der i præ-ligatiden var dominerende i den såkaldte Derbyshire Cup, indtil Derby County FC et tiår senere kunne vinde den efter behag – med sit 2. hold!
Trods dementier fra Derby County FC’s side er sandsynligheden for sorte penge stor. Derby County FC kunne i hvert fald trække de bedste spillere til fra de omkringliggende klubber i hidtil uset grad og havde allerede ved professionalismens indtog det muligvis stærkeste mandskab i området. At the Rams senere har haft flere tilfælde af kreativ bogføring, gør ikke mistanken mindre …

Nøglekampen.
Men det betød ikke, Derby straks var en af de store klubber på landsbasis. Der var ikke rigtig nogen udenfor grevskabet, der tog klubben seriøst. I al fald ikke før Derby i november 1885 besejrede Aston Villa, en af datidens absolutte sværvægtere, i en 2. rundekampe i FA Cuppen, hvad der blev den direkte foranledning til at invitere Derby med, da en række klubber gik sammen om at skabe den landsdækkende godt to år efter.
Dog var Derby stadig ikke blandt de fineste, men deltog på informationsniveau i flere af de otte møder i foråret 1888, der endte med skabelsen af ligaen og den første sæson i 1888-89.

I hovedkilden til dette tilbageblik, i.e. ”Bloomer And Before” (The Hallamshire Press 2002) af Eddie Giles, beskrives forløbet omkring den afgørende 2-0 sejr over Aston Villa således (i egen sammenfattende oversættelse med egne, supplerende kommentarer): 

”Lodtrækningen betød, at Derby skulle møde Aston Villa på Perry Barr, hvor Derby havde tabt en venskabskamp mod Villa med 2-0 blot få uger forinden, men de formidable modstandere var så selvsikre på at gentage succesen, at de velvilligt gik med til at skifte spillested til the County Ground pga. økonomiske overvejelser.”

Ergo fik det noget fattigere Derby tilladelse af det noget rigere Aston Villa til at spille på hjemmebane, hvad der altid har været en fordel – og det skal ihukommes, i de tider var der kun ganske få, om nogen, medrejsende supportere. Hovmod står for fald! Under alle omstændigheder blev 30.000 Villafans på Perry Barr skiftet ud med 5.000 Derbyfans på the County Ground.

Herefter følger et smukt ordspil, der ikke skal oversættes, men nydes: ”That they were then made to feel more like Aston-ished Villa … skyldtes den grundighed, hvormed Derby forberedte sig på kampen – sågar med specialtræning efter tavleinstruktioner af backen Haydn Morley.”

Det skal siges, at Derby ikke havde en egentlig manager før nær århundredeskiftet, hvad i øvrigt gjaldt for de fleste klubber på den tid, så det var ikke usædvanligt, at en af spillerne viste vejen – og som det ses, var kunstgrebet taktisk træning usædvanligt. Morley spillede i øvrigt ti officielle kampe for the Rams i perioden 1884-1888, heraf de seks i FA Cuppen og dermed de fire i ligaens første sæson.

”Derby tog initiativet efter en halv times spil, da ”Jammer” Smith udnyttede en fejl af Villas målmand, og i anden halvleg scorede George Evans, da Villas målmand atter fejlede.”

I forlængelse af indledningen er det værd at bemærke, at George Evans tidligere havde spillet for både Derby Midland og St. Luke’s, men altså endte med at foretrække Derby County og i perioden 1884-1886 spillede fem officielle kampe for the Rams, alle selvsagt i FA Cuppen, med seks mål til følge.
Den første målscorer, Albert ”Jammer” Smith, spillede fire officielle kampe, alle i FA Cuppen, for the Rams med to mål til følge og var en yderst talentfuld midtbanespiller, der senere, som Forestspiller, fik tre A-landskampe for England.

Men Derby havde altså slået mægtige Villa, og nok røg Derby ud runden efter mod Birmingham Citys forløber, Small Heath Alliance, men nyheden af en stærk klub i the Midlands nåede altså England rundt, og dermed kom Derby iblandt the founding members.

2. FA Cup finalerne

De første sæsoner i ligaen var ikke prangende, og meget bedre gik det ikke i FA Cuppen. Det historiske 11-2 nederlag, Derbys største gennem tiderne, til Everton i 1890 er fra FA Cuppens 1. runde. The Rams førte i øvrigt 2-1! Dog i årene omkring århundredeskiftet, nu med legendariske Steve Bloomer i staben, markerede Derby sig for første gang for alvor bl.a. med en 2. plads i ligaen og tre FA Cup finaler, der dog alle tabtes.

Den grumme dag
Den 16. april 1898 var Derby i sin første FA Cup finale og mødte rivalerne fra Nottingham Forest. Fem dage forinden havde Baseball Ground lagt græstørv til en veritabel nedsabling af skovmændene på 5-0, og Derby stillede til finalen op i samme formation, nemlig: Fryer; Methven, Leiper, Cox, A. Goodall og Turner samt J. Goodall, Bloomer, Boag, Stevenson og McQueen.
Om det skyldtes, finalen spilledes på Crystal Palace’ bane, eller at Forest havde ændret på adskillige pladser, vides ikke, men foran mere end 60.000 tilskuere tabte Derby 3-1 med Steve Bloomer (naturligvis) som enlig målscorer.
Allerede dengang et smerteligt nederlag til de nederdrægtige naboer, men heldigvis kom muligheden for at vinde cuppen allerede året efter.

Den slemme halve time
Den 15. april 1899 lagde Crystal Palace atter bane til, denne gang med knap 75.000 på lægterne, og modstanderen hed denne gang Sheffield United. Derby stillede op med følgende trup: Fryer; Methven, Staley, Cox, Paterson og May samt Arkesden, Bloomer, Boag, McDonald og Allen.
The Rams kom godt fra land, da Boag bragte bukkene foran i 12. minut. Herefter sad Derby på kampen frem til den sidste halve time, hvor Sheffield United pludselig slog til, scorede på samlebånd og sendte the Rams hjem med et sviende nederlag på 4-1.
Men hvis nogen troede, det ikke kunne blive værre, tog de fejl. Meget.

Den negative rekord
Burys 6-0 sejr over Derby den 18. april 1903 – stadig på Crystal Palace’ bane – foran godt 60.000 tilskuere er stadig rekordsejr/-nederlag i FA Cuppens historie. Historierne om Derbys uheldige og skadesplagede trup er mange, fx blev Fryer skadet under kampen (det var før, der indførtes reserver), Bloomer allerede nogle dage inden, men i hvert fald stilledes der op med følgende: Fryer; Methven, Morris, Warren, A. Goodall og May samt Warrington, York, Boag, G. Richards og G. Davis.
Fryer, Methven og Boag kunne efter matchen altså danne en lidet attråværdig klub, der så vidt vides ikke findes en lignende til i England, for spillere, der har tabt tre FA Cup finaler for den samme klub.

Men der findes nu også gode Derby-specialiteter. Nedenfor følger en række eksempler på disse.

3. Div. statistik over spillere

Da FA i 1998 ville markere den 100. sæson med ligafodbold – ingen regnefejl, der var jo desværre et par afbrydelser pga. Verdenskrige – lavede det bl.a. en ”100 League Legends”, hvor otte spillere, der bl.a. havde repræsenteret Derby, var på.

Otte Rams
I kronologisk rækkefølge med spillerens samlede Derby-karriere i parentes var disse otte Rams:
John Goodall (1889-1898; 238 kampe/85 mål) - Steve Bloomer (1892-1905 og 1910-1913; 525/332) - Hughie Gallacher (1934-1935; 55/40) - Raich Carter (1945-1947; 83/50) - Peter Doherty (1945-1946; 25/17) - Dave Mackay (1968-1970; 145/7) - Peter Shilton (1987-1991; 211/0) - Paul McGrath (1996; 26/0).

En sådan udvælgelse er altid en diskutabel affære og ej noget, et så partisk og fodboldhistorisk ensidigt menneske som denne signatur bør deltage i. Dog vil jeg tillade mig at mene, at Roy McFarland og Colin Todd må have været i spil til listen, sikkert også Jack Howe og Jimmy Methven samt naturligvis Mr. Enfant Terrible himself, den fantastiske Charlie George, da ordet ”legend” jo dækker over mere end blot det rent fodboldmæssige aspekt i en spiller karriere. Ellers havde Paul McGrath vel heller ikke figureret – trods alt.

Lektielæsning
Af den mere almene statistik bør Top 5 over flest Derbykampe og -mål repeteres (i parentes ses ligakampe og -mål af hensyn til tiden før de europæiske cups og Liga Cuppen).
Kampe: Kevin Hector – 589 (486); Ron Webster – 535 (455); Roy McFarland – 530 (442); Steve Bloomer – 525 (474); Jack Perry – 517 (483).
Mål: Steve Bloomer – 332 (293); Kevin Hector – 201 (155); Jack Bowers – 183 (167); Harry Bedford – 152 (142); Jack Stamps – 126 (100).
Hvis man sammenholder de tre oversigter, har man vist fat i et rigtig godt Derbyhold, der så forfærdende langt overstiger vore dages Rams …

4. Vinder af the FA Cup 1946

Slutteligt skal det med, Derby jo har vundet the FA Cup en enkelt gang, nemlig i sæsonen 1945-46. Foran knap 100.000 tilskuere på Wembley blev Charlton slået 4-1 efter forlænget spilletid.

Den imponerende pokalturnering
At det overhovedet lykkedes for de krigshærgede englændere at lave en landsdækkende pokalturnering i det første år efter 2. Verdenskrig, kan dels kun imponere og dels bevidne, hvor grænseløs de ukuelige englænderes kærlighed til ”the beautiful game” er. At det bombesmadrede London lagde bane til finalen, lægger blot alen hertil.
Det skal heller ikke glemmes, at mange talentfulde atleter enten døde, blev lemlæstede, sad internerede eller i direkte fangenskab i fremmede lande under krops- og sjælsnedbrydende forhold eller slap levende fra krigen med deres sjæl og lemmer i behold, men stadig mistede deres bedste sportsår mellem 1939 og 1945. At det også gjaldt for millioner andre mænd og kvinder, gør ikke sagen bedre.
Men pokalturneringen, der pga. krigen parentetisk nævnt havde vide rammer for, hvornår en spiller var spilleberettiget, blev altså gennemført – med the Rams som vinder.

Finalen kort
Derby stillede op med følgende spillere, der kan læses mere om nedenfor: Woodley; Nicholas, Howe, Bullions, Leuty og Musson samt Harrison, Carter, Stamps, Doherty og Duncan. 
Kampen i sig selv var i den ordinære spilletid en tæt, næsten låst affære, hvor Derby og Charlton skiftedes til at have overtaget. Først mod slutningen af opgøret kom der gang i målscoringerne. The Addicks’ Bert Turner scorede først selvmål i det 85. minut, så udlignede han i det 86. minut, hvorpå kampen gik i forlænget spilletid. Her måtte Charlton give efter, og Peter Doherty (91) samt Jack Stamps med to (97, 106) afgjorde kampen til Derbys fordel.
Fjerde gange var altså lykkens gang for the Rams, men turneringen i sig selv var en sejr for hele England, der satte samme ære i hurtigst muligt at få genskabt ordnede samfundsforhold og det almindelige liv, som landet havde sat i ikke at bukke under for den tyske tæppebombning.

Heltene fra '46

Med udgangspunkt hovedsageligt i Gerald Mortimers opslagsværk the Who’s Who of Derby County følger her spillerportrætter af the Rams’ cuphelte. Den enkelte spillers samlede Derbykarriere står i parentes efter deres navne.

Vic (Victor Robert) Woodley (34/0) var en fremragende målmand og før krigen fast mand både i Chelseas mål og på det engelske landshold, hvor han frem til krigens udbrud spillede 19 landskampe i træk. Han fik to mere under krigen og var således en yderst rutineret herre på 35, da Derby signede ham i december 1945. Dette køb blev nødvendigt, da Frank Boulton, the Rams’ målmand op til 2. Verdenskrig og såmænd også efter i de første FA Cup kampe i sæsonen 1945-1946, røg ind i en knæskade. Derby fik dermed det ønskede, en rutineret keeper, og han svigtede heller ikke, men stod fremragende i finalen.

Den Derbyfødte højre back Jack (John Thomas) Nicholas (383/16) var søn af en tidligere Derbyspiller, William Joseph Nicholas, der spillede for the Rams mellem 1905 og 1912. Jack gik på banen som anfører, var da 35 år og havde spillet alle sine voksne år for Derby som en versatile forsvarer med bl.a. en førkrigsserie på 328 ud af 331 ligakampe. Var under krigen også player-manager for klubben og anerkendt for sit store arbejde udi at holde sammen på klubben. Kendt som frygtløs gik han også forrest i kampen mod the Addicks, og havde nogen Derbyspiller fortjent at være den hidtil eneste kaptajn til at løfte trofæet, var det ham. Senere var han i en periode ydermere chief scout for the Rams.

Jack (John Robert) Howe (244/2) var ikke blot en da 30-årig forsvarskleppert, men i tilgift også så tobenet, han ifølge annalerne skød lige godt med begge ben og nok mest blev benyttet som venstre back, men sagtens kunne spille alle forsvarets pladser. I semifinalen spillede han fx centerforsvarer. Derby signede ham i 1936, og han nåede at få tre landskampe for England, inden han forlod the Rams i 1949, efterladende indtrykket af en stor sportsmand, hvis bedste år blev ødelagt af krigen. Som kuriositet skal det nævnes, han var en af de første atleter til at bære kontaktlinser.

James Law Bullions (29/0) var Benjamin på Derbys hold med sine blot 22 år og må have været ekstra lykkelig for sin FA Cup medalje, da han ellers ikke ligefrem lykkedes på højeste niveau, hvad hans efterfølgende blot 17 ligakampe for Derby understreger. På det administrative plan var han dog en succes i Shrewsbury, som han var med til at lancere som ligaklub, og i Alfreton Town, hvor han gennem adskillige år var en populær manager.

Tommy (Leon Harry) Leuty (158/1) var en 25-årig forsvarsspiller, der i Derbyregi først blev overgået, da en vis Roy McFarland entrede scenen. Hans fem sæsoner som Ram var gennemsyret af stabilitet og en fodboldkløgt, der i sin tid var ualmindelig for forsvarsspillere, og han var således en vigtig mand i FA Cup sejren. Døde som blot 35-årig af leukæmi.

Endnu en 25-årig, der også døde som 35-årig, var den vævre Chick (Walter Urban) Musson (280/0). Han spillede som proff for the Rams fra 1937 til 1954 og var en solid, angrebsivrig – trods det han aldrig scorede – og pålidelig venstrekant, i dag ville vi have kaldt det wingback, der i finalen flere gange skabte furore i Charltons forsvar med sine driblinger og præcise indlæg. Bliver flere steder nævnt som en af de mest oversete Derbyspillere gennem tiden.

En anden wingback, Reg (Reginald Frederick) Harrison (281/59), spillede godt på den modsatte side. Han var kun knap 23 år, da han gik på Wembleys finalebane for Derby, som han blev hos fra 1944 til 1955, selv om den talentfulde, klejne spiller, som i øvrigt var giftig foran modstandernes mål, hvad de 59 scoringer i 281 kampe bevidner, havde tilbud fra en lang række andre steder, hvor det gik mindre op og især ned end i Derby. Skulle ifølge aldrig have fortrudt, men der ville uomtvisteligt have ventet ham megen hæder, hvis han havde forladt den synkende skude. Dermed en sand Ram!

Raich (Horatio Stratton) Carter (83/50) kom til Derby i december 1945 og spillede blot godt to sæsoner for the Rams – men hvilke to! Allerede som 24-årig havde Raich, der var 32 år, da Derbys sejrede i FA Cuppen, som Sunderlandspiller vundet enhver hæder, der dengang var at vinde som engelsk fodboldspiller, i.e. mesterskabet, FA Cuppen og landskampe, og blev den eneste, der vandt FA Cuppen på begge sider af 2. Verdenskrig. Scorede 18 mål i 17 landskampe, vandt i tilgift også den irske pokalfinale med Cork Athletic og virkede senere som manager i bl.a. Leeds og Middlesbrough. At denne fremragende forward sammen med netop Doherty blev udvalgt til ”100 League Legends” er ikke overraskende.

Jack (John David) Stamps (262/126) var en 27-årig angriber, der havde signet med Derby i januar 1939 og blev i klubben frem til 1953 og var gennem mange år en favorit iblandt supporterne pga. sit enorme mod og sin fightervilje. Scorede 100 gange i ligaen for the Rams i en tid, hvor det gik mere ned end op, og blev hædret som en såkaldt ”honorary vice-president” i klubben i 1983. Var i årene frem til sin død i 1991 desværre blevet blind, men hans mange mål, med de to scoringer i finalen som højdepunktet, og stærke indsatser i den hvide trøje var da brændt fast på nethinden på alle supportere med blik for historikken.

Den rødhårede irer Peter (Dermont) Doherty (25/17) var blevet engelsk mester med Man. City i 1937 og var derfor allerede et velbeskrevet, frygtet blad, da han kom til Derby samtidig med Raich Carter. De var i øvrigt jævnaldrene, og Peter mindst ligeså fantastisk en fodboldspiller som Raich på et Derbymandskab, der i det hele taget i div. objektive annaler fremhæves som et mandskab, der også ville have vundet ligaen, hvis den havde været spillet i det første efterkrigsår. I finalen brillerede han naturligvis – men da han snart derefter ønskede at overtage et hotel nær Baseball Ground, mente Derbys bestyrelse, det ville påvirke hans spil i negativ retning, og de lod dermed denne gudbenådede spiller gå til Huddersfield. Idioti har mange kulører …

Skotten og forwarden Dally (John Pearson) Duncan (289/69) havde rundet de 36 år, da han løb på banen og var dermed ældste mand på et ”gammelt” mandskab. Han havde spillet for the Rams siden 1932, forlod klubben i 1946 og førte som manager senere Luton op i Englands bedste række for første gang i dén klubs historie. Scorede syv gange i 14 landskampe for Skotland, men var ifølge annalerne ikke videre markant i finalen – hvad han dog havde været i så mange kampe før for the Rams, at supporterne naturligvis tilgav ham dette udfald. At pokalen kom med hjem til the Midlands har sikkert ikke skadet tilgivelsen …

Det beskedne multitalent Stuart McMillan – udover en enkelt ligakamp for the Rams spillede han som ung både på Derbyshires cricketmandskab og golfhold og var såmænd også en glimrende billardspiller – overtog som 49-årig managerposten i Derby i begyndelsen af 1946 efter den karismatiske Ted Magner, der ellers i løbet af blot to sæsoner havde bragt Derby megen hæder. The Rams vandt League North, under krigen var ligaen inddelt i regionale divisioner, og the Midland Cup, hvilket i de tider faktisk var the double, og han signede tre af de væsentligste finalespillere, i.e. keeper Woodley og d’Herrer Doherty og Carter, inden han pludselig sagde op og vendte tilbage til det europæiske fastland, hvor han tidligere havde trænet. Ifølge Peter Doherty var Magner en storartet manager, sagt på en facon, der illustrerede, at det var hans efterfølger ikke, hvad Derbys deroute i McMillans tid, der endte med en fyring i 1953, synes at bevise. Men under alle omstændigheder er McMillan mejslet ind i the Rams’ historie som den hidtil eneste manager, der har formået at vinde the FA Cup. 

Nu er nu
Og med denne fejring af heltene fra 1946 kom vi til vejs ende. Man skal være slemt naiv for at tro, der står en lignende succes og venter på the Rams indenfor den nærmeste fremtid. Bl.a. er Bywater ingen Woodley, Leacock ingen Leuty, Barnes og Commons ingen Carter og Doherty etc. men mindre kan også gøre det. En oprykning ville i hvert fald lune gevaldigt.
Sidste sæsons fornemme indsatser i især Liga Cuppen viste, at måske er ikke alt, men dog meget muligt, hvis man står sammen og arbejder fokuseret med udfordringerne. Lykkes det Nigel Clough at få cupviljen ført over på indsatserne i the Championship, står vi under alle omstændigheder foran en god sæson.
Lykkes det ikke, velan, så er vi stadig stovte bukke med håbet og drømmen i behold – og hermed ønskes I alle et godt fodboldår.

Niels Sørensen.