Nu og da skal man have en hændelse på afstand for i sindsro at kunne bearbejde, forstå og acceptere den. Det kan gælde for både stort og småt som fx barndommens trakasserier, at man kan have 20 forskellige sokker, men ikke ét ens par, terrorismens væsen, egne drømme, hvorfor man ikke kan lide farven rød, hustruens impulsindkøb mv. – og i mit tilfælde såmænd også Derbys tid med Paul Jewell (PJ). Andre kan snildt have fuldført processen og være kommet langt videre, men nedenstående skal altså læses som denne signaturs bevægelse gennem bearbejdning, forståelse og accept.

Fra Davies til Jewell
Som afløser for den storskrydende skotte Billy Davies kom scouseren Paul Jewell (PJ) til Derby County i slutningen af 2007, helt præcist den 28. november, efter at have holdt nogle måneders fodboldfri ovenpå nogle nervepirrende sæsoner i Wigan. Derbymandskabets manglende klasse tilsat en ubegribelig manglende lyst til fight havde allerede ved PJ’s ansættelse betydet, at the Rams var bundprop i Premier League. Men PJ’s CV var fuld af bedrifter, der kunne give Derbysupporterne nyt håb, for var der noget, PJ havde bevist, han kunne, var det at begå sig i pressede situationer.
At det kun blev til 13 måneder i chefstolen, er derfor overraskende. Nok meddelte ex-Ram Morten Bisgaard denne signatur, at PJ bestemt ikke var hans ønskedrøm, da han grundlæggende ikke kunne se den store forskel på Davies og PJ, men ellers var stemningen generelt optimistisk ovenpå managerskiftet iblandt Derbys supportere.

Bradford
I løbet af en dekade havde PJ i hvert fald fire gange haft kniven for struben på en måde, der kunne minde om den udfordring, Derby stod overfor – og alle gange var han sluppet for snittet. PJ, der er født den 28. september 1964, stod i 1999 som ung Bradfordmanager til direkte oprykning til Premier League før sidste spillerunde. Londonerne var a point med Ipswich, og i tilfælde af sejr til Traktordrengene, skulle Bradford vinde – hvilket de gjorde.
Året efter havde PJ og Bradford endnu en stor udfordring før sidste spillerunde. Skulle de undgå nedrykning fra den bedste række, måtte de have flere point end Wimbledon, og nok var Jewells mandskab på hjemmebane, men mod selveste Liverpool, hvorfor Wimbledons udekamp mod Southampton trods alt forekom lettere – og tabte Bradford var sagen jo også afgjort.
Bradford vandt dog 1-0, mens Wimbledon tabte og derved trak nitten og indledte begyndelsen til enden for the Crazy Gang og begyndelsen til en postadresse i Milton Keys…

Wigan
Nogle år senere, i 2001, havde PJ skiftet arbejdsplads og stod nu i spidsen for Wigan, som han i løbet af seks år førte fra anonymitet i tredjebedste række til en plads i Premier Leagues dyre spotlys. Oprykningen til Premier League kom i 2005, og atter gik det gå ud over Ipswich, for de to klubber lå side om side på hhv. 2. og 3. pladsen. Ipswich skulle have flere point end Wigan og fik da også ét på udebane mod Brighton, men Jewell og Wigan tog ingen fanger og slog Reading 3-1 og kunne herpå fejre PJ’s oprykning nummer to til Premier League.
Den følgende sæson endte Wigan overraskende og imponerende på 10. pladsen i Englands bedste række. Andensæsonen viste sig at være ligeså vanskelig som Bradfords første. Før sidste spillerunde stod PJ igen med et hold på 18. pladsen og skulle vinde, mens nummer 17 kunne nøjes med uafgjort. Forskellen mellem første og anden gang var, at der nu var tale om en direkte ”nedrykningsfinale” mellem nr. 18, Wigan, og nr. 17, Sheffield Utd.
Wigan vandt 2-1 ude på Bramall Lane og eksploderede i festligheder, mens de rød-hvid-stribede fra den gamle stålby kastede sig ud i protester mod West Hams ulovlige brug af en vis Carlos Tevez – men det er en helt anden historie…

Derby
Så hvis nogen skulle være manden, der kunne redde the Rams, måtte det altså være PJ, hvis eneste malurt i bægeret var en skidt 2000-01-sæson som manager for Sheffield Wednesday, men dog på et tidspunkt, hvor Uglerne havde rod i egne rækker.
For at ridse op, at Derbysupporterne havde noget at have deres forhåbninger i, skal følgende PJ-historik læses:
1998-2000 Bradford med to år på niveau 2 og et år på niveau 1
2000-2001 Sheff. W. Fyret efter 31 ligakampe på niveau 2. Onsdagsklubben endte på sidstepladsen.
2001-2007 Wigan med to år på niveau 3, to år på niveau 2 og to år i Premier League.
At han ydermere var kendt som en mand, der fandt usete kvaliteter i de allerede forhåndenværende spillere, gjorde det blot endnu mere spændende; og så ankom han jo tidsnok til transfervinduet januar 2008 og kunne dermed give truppen den sidste bid gode kvalitet.
Jo, fremtiden så lys ud.

Ridepisk, nederlag og fyring
Til PJ’s forsvar skal det siges, at Derby på ingen måde havde, hvad der skulle til for at klare sig i Premier League, hvilket et transfervindue ikke kunne ændre, især fordi det var de færreste, der ønskede at komme til en klub med så klar kurs mod nedrykning. At PJ selv ønskede at sætte sit gode navn og rygte på spil som manager for en ”fordømt” klub, kan undre, men må vidne om, han nærede en tyrkertro på egne evner som mirakelmager.
Herefter er det nu småt med kompenserende betragtninger. Han magtede ikke at gøre, hvad Billy Davies (eller en blind blomsterhandler fra Novgorod, en døv, polioramt fårehyrde fra Himalaya, en midaldrende, tyk Derbyskribent fra Odense etc.) ikke kunne have gjort, og selv efter at have pumpet en ordentlig stak US-dollars i en ny trup til dette års kampagne i the Championship, viste han intet, der skulle kunne begrunde, han havde en fremtid hos the Rams. Tværtimod.
At PJ ydermere undervejs fik en række s/m-fotos med sig selv i hovedrollen lækket – ganske vist fra den gifte PJ’s Wigantid, men stadig til skade for hans daværende arbejdsplads (og formentlig også hans ægteskab) – fortæller alt om en fejlslagen satsning.
Derbys ledelse skal nu ikke bebrejdes, de afsatte den skotske semigalning Davies, ej heller at de hyrede PJ med de prangende papirer – men måske at de lod showet blive ved så længe. Det lader under alle omstændigheder til, at succesen i Liga Cuppen forlængede PJ’s tjans med nogle måneder.

Fremtiden
Nigel Clough er som bekendt ny Derbymanager. Denne gang har man ikke ladet sig forblinde af et CV, for Cloughs begrænser sig som bekendt til en årrække i naboklubben Burton Albion på niveau 5. Man har derimod satset på et ubeskrevet managerblad, hvis fremmeste force er sit indgående kendskab til klubben, og hvis fædrene ophav gjorde Derby til mester. Han er oven i købet så heldig, at nok drømmer Ramssupporter om, det skal ske igen, men ingen forventer Nigel Clough med et trylleslag forandrer tingenes tilstand. Han kunne såmænd slippe af sted med en nedrykning.
For PJ’s vedkommende er det vel sagtens ikke anderledes end, der dukker noget nyt op. Han er heller ikke nødvendigvis en dårlig manager, fordi han ikke mestrede the Rams, og hans fortid i Bradford og Wigan taler stadig et tydeligt sprog. Mit bud er, at han er tilbage i gamet igen henover sommeren, hvis han da selv vil det, hvorpå hans saga skrives videre. Han vil sikkert gøre ret i at tage et evt. job i Grimsby. Hvorfor? Han får åbenbart kun succes i de få klubber, han har spillet førsteholdsfodbold for, og her mangler PJ blot Grimsby…

En plads i historien
I Derbyregi vil PJ, der fik sin fodboldopdragelse i fødebyen Liverpool uden nogensinde at komme på klubbens bedste hold, for altid blot være en kedelig parentes.
Og dog, PJ’s herostratisk kendte sidsteplads i Ramsstatistikken over de værste managers i klubbens historie skal nok få hans navn til at poppe op fra tid til anden. Hans snit på 0,680 point pr. ligakamp for de 50 styks, det trods alt blev til, bliver i al fald forhåbentlig aldrig undergået.
Og hermed er min proces gennemført. Jeg kan lægge PJ bag mig og se mod lysere tider. Derby kan ligeså.