Lad mig begynde med atter at opfordre skandinaviske Rams at melde sig ind i DCSCNO (www.dcscnb.no) – om ikke andet så for ens egen skyld. Med medlemskabet følger nemlig NorRam, der er verdens suverænt bedste Derby-fanzine bl.a. takket være den intet mindre end fantastiske skribent Inge Haagensen, der de fire-fem gange om året, som NorRam udkommer, gør livet som Derbysupporter til en fornøjelse.

Gå aldrig tilbage til en succes
Med udgangspunkt i endnu et af Inge Haagensens fornemme arbejder, denne gang om gamle Derbyspillere, som senere blev manager for os, fristes man til en omskrivning af en kliché: Gå tilbage til en succes – for det meste. For har man én gang skabt sig et navn i en klub, kan man så nemt sætte det over styr, hvis man vender tilbage. I Derbyregi er eksemplerne klare. Fx skulle Charlie George aldrig have taget en tørn mere på Baseball Ground, Kevin Hector vel sagtens heller ikke. Begge er de dog så heldige, at eftertiden synes at have glemt deres sidste kampe for the Rams og nu blot husker stjernestunderne.
Helt galt kan det dog gå for de mænd, der forvandler deres stjernestatus på banen til skurkeroller på bænken. Personligt så jeg fx et stort lys i John Gregory, da han herskede over the Rams’ midtbane fra november 1985 til maj 1988, men min skepsis var stor, da han returnerede som (slikhåret, bedrageriindsvøbt, ex-Gunners) manager i februar 2002 – en skepsis hans virke frem til marts 2003 ikke formåede at ændre. Tværtimod fremstod de fleste af hans i alt 52 ligakampe i spidsen for Derby i bedste fald middelmådige, og han selv som en popsanger, der red på en forældet bølge af hits. Hårde ord? Kanske …

Når det er værst
Set fra denne signaturs beskedne plads i parnasset går det under alle omstændigheder helt galt, når fokus rettes mod to forsvarsgiganter fra Derbys ’72- og ’75-mesterhold, Roy McFarland og Colin Todd. Roy var ganske vist en udmærket assistent i hen ved ti år under Arthur Cox, hvor hans rolle ifølge annalerne mere var hyggeonklens og kegleflytterens end noget andet, men da Cox trak sig af helbredsmæssig årsager i oktober 1993, fik Roy atter chancen – atter fordi han fra april til maj 1984 havde haft managertjansen efter fyringen af Taylor. Dog som hans første tur i det varme sæde, hvor Derby stort set var nedrykningsdømte fra den bedste række og oddsene derfor håbløse, fik han heller ikke anden gang hverken medvind eller held med opgaven. Hvis det kom bag på ham, er det dog hans egen skyld!

Okay, Roy
Objektivt set var de følgende to sæsoner ikke så ringe endda. Derbys pengekasse var som følge af nedrykningen lukket i, hvad der ikke burde være kommet som nogen overraskelse, og de bedste spillere blev derfor solgt, mens supplementeringen først og fremmest var afhængig af prisskiltet og ikke kvaliteten. Alligevel lykkedes det Roy i sin første at føre Derby frem til en sjetteplads og dermed playoff om oprykning til bedste række – med et forfærdeligt, ufortjent nederlag til lokalrivalerne fra Leicester på Wembleys finalegræs til følge. Havde Derby klaret skærene, er det ikke til at vide, hvor Roy ville have været i vores bevidsthed i dag …
Året efter blev det til en 7. plads og altså blot én placering fra playoffen. Men han vandt alligevel ingen venner på den konto, hverken hos bestyrelsesformand Lionel Pickering, som ikke ønskede at forlænge hans kontrakt, hos spillerne, der ikke mente, han fik nok ud af truppen, eller hos fansene, der aldrig helt glemte nederlaget til Leicester. Fyringen, eller rettere den manglende kontraktforlængelse, var dermed uundgåelig. Og hans legende har siden – måske en kende uretfærdigt – lidt alvorligt herunder.
Pudsigt er det i øvrigt, Roy efterfølgende blev udnævnt til manager for Bolton – en rolle, han måtte dele med Colin Todd.

Todd værre end Roy
Men Roys historik hos the Rams er for intet at regne mod Colin Todds deroute, der i sidste ende og ad kringlede omveje sendte ham til Randers FC. Ikke et ondt ord om randrusianerne, men at han, der bl.a. har været Premier League manager, endte der, siger en del om mandens (manglende) managerevner – selv om denne signatur så til gengæld kan berette, at CT samtidig er en høflig, pudsig og på mange måder arkeengelsk type, jf. interviewet med ham på dette site.
Colin overtog i oktober 2001 posten efter Jim Smith, men allerede i januar 2002 var han historie. Fortællingen om Colins tid som Derbymanager minder på mange måder om Roys, nemlig at det burde have været tydeligt for dem begge, de skulle have holdt nallerne fra embedet og sat større pris på deres eftermæle hos the Rams, for kursen var sat nedefter, pengekassen var tom, og ingen ved deres fulde fem ville til klubben – hvis de da ikke stod og manglede til huslejen.
Det er samtidig ingen hemmelighed, at Jim Smith levede højt på den dygtige assistent og senere engelske landstræner, Steve McClaren, der nu huserer i hollandske Twente, hvis taktiske snilde og mandskabspleje var enestående – og derfor hentede Alex Ferguson ham da også til Old Trafford. Hverken Mick Harford eller Colin Todd, som respektive efterfulgte McClaren, kunne løfte denne arv, så Jim Smiths endeligt var forudseeligt – men hvorfor pokker Colin troede, det skulle være anderledes, når han selv sad i chefstolen, endda med et selvtillidsløst, fra Premier League nedrykningspegende mandskab, vides ikke. I hvert fald fik Derby mindre end ét point pr. ligakamp, mens Colin stod i spidsen for holdet – og han blev så afløst af John Gregory …

Undtagelserne
Måske de bemeldte herrer Gregory, McFarland og Todd, har ladet sig forblænde af, at Jimmy Methven spillede 458 ligakampe for os og derpå var Derbymanager i 468 kampe henover alt i alt godt 30 år. I så fald må de have glemt, at dels var Jimmys overgang glidende, og dels var rollen og forventningerne noget ganske andet dengang.
Måske Tim Ward med sine 238 ligakampe som spiller fra 1938-1951 og derpå 210 ligakampe som manager fra 1962-1967 har været forbilledet. At han selv udtrykte, at intet i hans liv havde slidt så meget på ham som hans år som Derbymanager, må de dermed have været overset.
Måske det i virkeligheden var Dave Mackay, som var drømmen. Dave spillede i perioden august 1968 til maj 1971 122 mestendels flotte ligakampe for os for siden at vende tilbage som manager og i perioden oktober 1973 til november 1976 stå i spidsen i 126 ligakampe – og med et mesterskab i 1975 som udkomme. At Dave måtte se i vejviseren efter bestyrelsens støtte, da han efter en sløj start på 1976-sæsonen bad om den, må de have overset. En manager, der fører sit hold til hhv. en tredje-, en første- og en fjerdeplads og stadig ikke finder støtte i mødelokalerne, siger vel sagtnes alt om en klub, der kræver mere end rimeligt af sine gamle helte.

Det går galt, selv når det går godt
Sagt på anden vis: Det går ikke nødvendigvis galt, men det kan sagtens gøre det! Selv succeshistorier som Methvens, der konstant måtte kæmpe med begrænsningernes udfordring, Wards, der i virkeligheden er en lidelseshistorie, og Mackays, der ganske enkelt er indbefattet af succes – uden det påvirkede nogen – peger i retning af, man skal aldrig gå tilbage til en succes. I hvert fald ikke i Derby. På den facon er det måske heldigt, vi i dag ikke besidder spillere, der synes at have mere impact end en flue på frontruden …

Nedenfor følger den fuldstændige liste over tidligere Derbyspillere, der blev managers - med den pointmæssige dårligste først. Den er også at finde i NorRam og er som nævnt selvsagt forfattet af Inge Haagensen og skal her læses som så: Navn, periode som spiller og dertilhørende ligakampe, periode som manager og dertilhørende ligakampe samt gennemsnitligt pointantal som manager omregnet til trepointssystemet.

Barker; 1928-39, 326; 1953-55, 67; 0,821
Todd; 1971-78, 293; 2001-2002, 15; 0,933
Gregory; 1985-88, 103; 2002-2003, 52; 1,038
Ward; 1938-51, 238; 1962-67, 210; 1,271
McMillan; 1915, 1; 1946-53, 311; 1,405 (FA Cup vinder 1946)
Methven; 1891-1907, 458; 1906-22, 468; 1,451
McFarland; 1967-1983, 442; 1984 samt 1993-95, 93; 1,495
Storer; 1921-29, 257; 1955-62, 302; 1,507
Mackay; 1968-71, 122; 1973-76, 126; 1,595 (mesterskabet 1975)

Måske en Savage eller en Andy Todd en dag vender tilbage til Derby som manager. Heldigt for dem er, at de ikke har en historie at sætte over styr …