Mikkel Beck – den misforståede forward.

Denne artikel omhandler en mand, der blev født i Århus, men lærte sin fodbold i Kolding, fik sit gennembrud i Köln, mens han spillede for Fortuna, og tabte tre engelske pokalfinaler med Middlesbrough. Han debuterede på det danske landshold på udebane mod Finland d. 31/5 1995 og har siden spillet yderligere 20 A-landskampe, bl.a. to i EURO-2000. Af andre klubber han har spillet i, kan nævnes den stærke SAS-ligaklub AaB og seneste franske Olympique Lille, hvor det bl.a. er blevet til en bronzemedalje. Hans navn er Mikkel Beck, født d. 12/5 1973 – og pt. på vej ud af lang, lang tids skadeshelvede. Men hvordan kan en mand med dette CV være blandt kandidaterne til titlen som den dårligste angriber, der nogensinde har spillet for Derby?! Det kan han, ifølge artiklens forfatter, måske heller ikke. Han var mere den forkerte mand på det forkerte tidspunkt!

Al begyndelse er svær

Da Jim Smith signede Mikkel Beck formedels 500.000 pund i Middlesbrough, købte han en mand, der faktisk var træneren Steven McClarens ønskespiller – og ikke hans egen. Han købte en mand, der i sin sidste kamp for Boro var blevet skiftet ind i det 63. minut og ud igen i det 87. minut. Han købte en mand, der havde scoret sølle fem mål (heraf et trøstmål mod Derby i 2-1-nederlaget 3 dage før nytårsaften 1998) i sæsonens 27 ligaoptrædener for Boro. Retfærdigvis bør det måske nævnes, at han også lavede 4 assists i løbet af nævnte kampe… I betragtning af, at det lykkedes Mikkel Beck at score 34 mål (alt inkl.) for Boro i løbet af 2 ½ år, må man også sige, Jim signede en mand med nedadgående formkurve – som Jims egen også var det!
Mikkel siger i hvert fald selv, at han mht. til egen form ikke skrev kontakt med Derby på det mest optimale tidspunkt – men han skrev under, fordi ”jeg har ambitioner om fodbold i topklasse, fordi jeg er fodboldspiller mere end noget andet – og Derby spillede fodbold. Jeg havde mødt Derby med Middlesbrough nogle gange, og Derby havde spillet fremragende bold, ja, et hold med kapaciteter som Baiano, Eranio og Bohinen kunne kun være et godt hold med fremtid i.”
Mikkel Beck fik den tvivlsomme ære at få sin ligadebut i hjemmekampen mod Newcastle d. 3/4 1999 for et the Rams med pludselige opløsningstendenser og begyndende udsalgsskilte i klubvinduet. Der herskede kaotiske tilstande iblandt Bukkenes forsvarere og midtbanefolk, som lod dagens modstandere score 4 gange. Så nytter det jo stort, at the lads scorer tre. Mikkel Beck slap faktisk pænt fra debuten, han havde nogle udmærkede positionsløb og ryk i dybden, der desværre ikke blev honoreret. Men han virkede opsat på at vise alle fodboldfans i the Midlands, at Derby havde løst sit angrebsproblem.
I den næste match 14 dage senere mod West Ham fik Derby dog stryg. 5-1 lød nederlaget på, og Mikkel Beck spillede som alle de andre Derby-drenge meget, meget skidt. Han virkede uoplagt og ukoncentreret og misforstod de små ansatser til samspil, der var. Og efter knap en times spil blev han skiftet ud. Det var at give en ny mand temmelig kort snor, kunne man mene. I den følgende kamp ugen efter mod Southampton fik han kun en halveg, selv om han havde haft et par udmærkede forsøg. 0-0 var ikke prangende, men dog pointgivende. D. 2/5 gik turen til ubehagelige Highburys hæsblæsende Arsenal-besætning og et heldigt sluppet 1-0-nederlag, igen med Mikkel Beck på spids, noget klemt og uden passende punch – og så, endelig! Uden egentlig at spille op til sit bedste scorede Mikkel Beck sit første mål, oven i købet sejrsmålet, for Derby i den vigtige 2-1-sejr d. 5/5 1999 på udebane over Leicester. Mikkel var lettet. Han havde ramt. Derby havde vundet. Jim virkede også en smule glad.
Denne indsats betød naturligvis genvalg til Mikkel Beck i den smukke, hvide Derby-trøje d. 8/5 mod Coventry. Coventry blev holdt fra at score af et velspillende forsvar. Desværre ramte hverken Mikkel Beck – i de 57 minutter han var med – eller andre bukke Coventrymålet, og således endte også den kamp 0-0. Hans 7. og sidste optræden i dén sæson var d. 16/5 som indskiftningsspiller i den sidste halve time i 2-1 nederlaget på udebane mod Chelsea – hvor han trods alt viste, at kører det ikke optimalt, kan man altid prøve at fighte sig vejen frem. Mikkel Beck smøgede ærmerne op og signalerede, at man ikke skal lade sig slå ud af et enkelt dårligt resultat eller to!

Al begyndelse er svær. Det tager tid at falde til. Derby havde haft en skidt sæson, selv om den var begyndt godt. Mikkel havde haft en vanskelig sæson, hvor formkurven var slidt på toppen, men trods alt var han endt i en klub, som han troede på og glædede sig over at spille i. Så i kampen for at få point i den kommende sæson var han klar til at gå forrest. Han kom nærmest til at gå forest…

Lejesvenden Mikkel

Ordet givet til Mikkel Beck: ”Min bedste tid i Derby overhovedet, var i tiden mellem lejemålene i Nottingham og QPR i efteråret 1999. Jeg spillede godt og følte, jeg nok skulle falde til og begyndte også at score et par af de mål, der forventedes af mig – bl.a. en rekord-sén udligning i udekampen mod Southampton det efterår. Det lykkedes os at få 3-3 på mit mål i 4. minuts overtid. Alle var ellevilde. Så selv om jeg havde kunnet lide at spille for Nottingham, hvor jeg også boede, og bestemt også syntes godt om QPR, hvor jeg senere kom hen, troede jeg faktisk, at nu var den der. Jeg troede, det var glemt, at den mand, der ville have mig til klubben, nu var assistent i Manchester United. Ironisk nok sidder han i Middlesbrough nu…”
Jim Smith og Mikkel Beck var i det hele taget ikke hinandens kop engelske eftermiddagsthe. Smiths temperament kogte af og til over, både på træningsbanen og i omklædningsrummet, og hvor Steven McClaren efter sigende havde været mand for at lægge en dæmper på Smiths udgydelser, var hverken Ray Harford eller de senere ankomne assistenter i stand til dette.
”Jeg skal have tryghed. Jeg skal have opbakning for at spille godt. Jeg skal ikke svines til i tide og utide af en hysterisk træner,” siger Mikkel Beck. ”Det er en kendt sag, at det var McClaren, der hidtil havde styret træningen, og med hans afgang gik Derby ned – og jeg var en af de spillere, der røg med i faldet. Jim Smith havde på traditionel engelsk vis mere stået for de store linier, købmandskabet og matchday taktikken, men da McClaren forsvandt, opdagede Smith, hvor afhængig han havde været af ham. Ja, han opdagede sikkert også, han ikke kunne klare sig uden, men da var det allerede for sent.” Mikkel Beck tøver lidt, blot et øjeblik, som overvejer han, om han har været for grov. Så siger han med fasthed i stemmen: ”Det er en skam. Jeg følger stadig Derby, er gode venner med nogle season ticket holders. Men Derbys nedtur begyndte altså med McClarens afrejse.”
Han var egentlig ikke utilfreds med at blive lejet ud, i første omgang til Nottingham Forest. Dels trængte han til at komme lidt væk fra Jim Smith, dels havde han boet i Derby de første måneder, men var flyttet til Nottingham, der udfra objektive kilder også betegnes som både mere trendy og tjekket end gode, gamle Derby, så turen til og fra træning var ganske kort. For Mikkel er Derbyshires skønhed i øvrigt uomtvistelig. ”Jeg holder meget af Derbyshire. Der er simpelthen smukt. Naturen, de små byer, det hele. Men ærlig talt, Nottingham, London of the Midlands, den er bare en federe by end Derby. Dermed ikke sagt, at deres fodboldklub også er det!”
Han var dog skuffet over at blive lejet ud kort tid efter sit ophold i Nottingham Forest. På den anden side stod det ham definitivt klart, at han ikke var ønsket i den klub, der et halvt års tid forinden havde brugt 500.000 pund på ham. ”QPR var en god klub med en udmærket trup i forhold til, de spillede i 1. division – men de turde ikke holde på mig, da det hurtigt så ud til, de ikke skulle rykke op. Jeg var jo en af de dyre spillere.” Så selv om Mikkel Beck ejede en restaurant i London, og bl.a. derfor også gerne havde slået sig ned som proff i QPR, måtte han rejse den slagne vej tilbage til de personligt håbløse udsigter i en klub, hvor nedrykningsspøgelset skræmte folk fra fornuften, og der internt ikke synes at være overensstemmelse noget steds længere. Becks egne ord herfor: ”Der herskede virkelig en dårlig stemning i klubben, da jeg kom tilbage. Jim Smith anede vitterlig ikke sine levende råd. Han havde det ikke godt med os spillere. Hans iltre temperament gav ham store problemer. Så jeg endte min tid i Derby med atter at blive lejet ud. Heldigvis havnede jeg i Superligaen hos AaB. Her fik jeg endelig tillid og tryghed, så her spillede jeg op til mit bedste. Jeg scorede 10 mål i 13 ligakampe i foråret 2000 og kom derfor med til EURO-2000. Det var selvfølgelig en kæmpestor oplevelse. Det er det altid, landsholdet.”
Så mens drengene i Derby slikkede sårene og slappede af ovenpå at være reddet fra nedrykning i stort set sidste sekund, spillede Mikkel Beck, lejesvenden i Aalborg, altså slutrundefodbold for landsholdet. Og herefter var det slut med Derby, hvor han nærmest kun havde været på fransk visit. Olympique Lilles ambitiøse bestyrelse kom på banen med et bud omkring de 500.000 pund, og alle parter takkede ja. En anden slags fransk visit, en af mere permanent karakter, synes pludselig mulig.

Små ærgrelse – og store ærgrelser

”Jacob Laursen fortalte mig, at Derby havde forsøgt at købe mig året forinden, men Middlesbroughs manager på det tidspunkt, Bryan Robson, han havde afvist at sælge. Da min kontrakt nærmede sig udløb året efter, var han dog til at tale med,” fortæller Mikkel Beck. ”Så med den viden er det vel forståeligt, hvis jeg undrer mig over, jeg blev behandlet, som jeg gjorde. Det var ikke mange chancer, jeg fik for at falde til. Jeg spillede rigtig godt den sæson frem mod EURO-2000. Derby ville bare ikke bruge mig. Hvorfor Smith overhovedet gik med til at handle mig, aner jeg ikke. Hvor er det dog ærgerligt, McClaren rejser, netop som jeg ankommer!” Adspurgt direkte om den økonomiske side af sagen gentager han, at han valgte Derby, fordi han troede på det sportslige niveau og de sportslige perspektiver i klubben. Han valgte med fodboldhjertet, ikke med pengepungen, selv om lønnen dog var udmærket. ”Jeg havde en fantastisk tid i Middlesbrough,” fortsætter han. ”Men Eranio, Baiano… Det var virkelig et godt hold, selv om Stimac vistnok var skadet, da jeg ankom, og han jo hurtigt blev solgt til West Ham…”
Men disse ærgrelser synes nu alligevel at være små i forhold til de ærgrelser, Mikkel Beck har måttet gennemleve det sidste halvandet års tid. Ovenpå en fodskade blev han formentlig udsat for en utilstrækkelig og sjusket behandling af en klinik i Lille, hvor han pådrog sig en forfærdelig streptokokinfektion, der en kort overgang ligefrem truede med at lede til amputation. Alt dette har ført til et sagsanlæg mod klinikken og en derpå følgende retssag, som endnu står på.
Med Becks egne ord: ”Jeg føler virkelig, jeg har fået stjålet, hvad der skulle være de bedste fodboldår af mit liv. Jeg har alderen til at toppe nu, men jeg har stort set ligget stille i 18 måneder pga. det her, så jeg aner ikke, hvor jeg står. Jeg blev opereret, forhåbentlig for sidste gang, for 6 uger siden, og jeg er så småt ved at komme i gang med træningen. Lidt løb bliver det til. Men jeg håber og tror på, jeg kommer igen for fuld styrke. Lige nu er jeg på vej ud af kontrakt, og det er selvfølgelig ikke så rart.”

Den værste angriber i Derby

Mikkel Beck har vundet fransk bronze med Olympique Lille, siden han forlod Derby. I alt har han spillet 33 ligakampe og scoret 5 mål for den franske klub. Han har også været forbi AaB igen på endnu et lejemål med 12 kampe og 4 mål til følge, men har dog ikke været i landsholdstrøjen siden år 2000. Lige nu, en eftermiddag midt i juli, mens vi taler sammen i telefon, sidder han faktisk på det solbeskinnede Marbella under en parasol og nyder synet af de søde piger ved poolen – og måske også en drink eller en øl – det kunne jo ligefrem være en Becks Pilsner! Men inde i ham ulmer krudtet. Han glæder sig til at spille fodbold igen, og det skal helst være på højeste plan. ”Selvfølgelig har jeg stadig ambitioner. Det skal man jo have. Så det har jeg…” Hvorpå han så alligevel tøver, som om han ved, at når han ikke mere som fodboldspiller, så går det nok alligevel. Der er mere i livet end fodbold, synes han at tænke. Men han siger det ikke!
Hvad man end måtte mene om denne århusianers fodboldevner, skal der ikke herske tvivl om hans hukommelse og hans talegaver. Han fortæller fremdeles gerne, levende og vidunderligt detaljeret fra et fodboldliv, der allerede er mange gange rigere, end de fleste nogensinde får det. Så han kan sagtens leve med, at hans tid i Derby bliver betragtet som en alle tiders fiasko. Selv om betegnelsen fiasko bl.a. skyldes, at han fejlagtigt blev meldt op som superstriker, når han nu er forward mere end noget andet. Selv om han blev peget ud som det svage led på et hold, hvor det var en udskiftning på bænken, der skabte panik. Selv om han blev lejet ud, da det endelig begyndte at køre. Og han vil stadig følge Derby, om han så skulle blive kåret til den værste angriber, der nogensinde har spillet i Bukkenes trøje. Så lad mig slutteligt give de sidste ord til en fortrøstningsfuldt ferierende Mikkel Beck: ”Jeg havde en virkelig god tid i England, en virkelig god tid, ingen tvivl om det.”